Menu

De 10 forældre regler

  1. Mød op til kamp – dit barn ønsker det.
    Det er vigtigt for drengene, at forældrene er til stede. De vil gerne dele oplevelsen med jer.

    Hvis I ikke har mulighed for at være med til kamp, er det meget vigtigt, at drengene så ved, hvem der er deres nærmeste kontakt. Ellers bliver de urolige og bange.
  2. Giv opmuntring til alle spillere under kampen – ikke bare til din søn.
    Vi er et hold. Derfor behandler vi også drengene som en helhed.
  3. Giv opmuntring i både med- og modgang – giv ikke uberettiget kritik, men positiv og vejledende kritik.
    Trænerne vejleder og coacher udelukkende drengene samt giver dem konstruktiv kritik.
    Vi accepterer ikke forældrenes kritik af drengene – hverken til træning eller kamp.
  4. Respekter trænernes brug af spillere – forsøg ikke at påvirke dem under kampen.
    Vi accepterer ikke, at der stilles spørgsmålstegn ved trænernes vurderinger og udtagelse til hold. Og trænerne har ikke pligt til at forklare deres valg.

    Vi accepterer ikke, at forældrene blander sig i trænernes ’arbejde’ under en kamp eller til træning.
    Forudsætningen for, at jeres søn kan udtages til stævner/kampe er, at han kontinuerligt deltager i træninger og følger holdets træningsøvelser.
  5. Se på dommeren som en vejleder – kritiser ikke hans afgørelser.
    Vi accepterer PÅ INGEN MÅDE kritik fra spillerne eller forældrene. Vi vil ikke høre negative, nedladende eller hånende kommentarer fra spillerne eller forældrene mod dommeren.
  6. Giv opfordringer til dit barn om at deltage – pres ikke.
    Hold øje med jeres søns signaler og tag evt. en snak med trænerne, hvis han gentagne gange ikke har lyst til at komme til træning, får ondt i maven når han skal spille kamp eller altid er træt. Det kan jo være, at han slet ikke har lyst til at spille fodbold. Det kan også være, at jeres søn er ked af det pga. andre omstændigheder og har brug for en pause.
  7. Spørg om kampen var spændende og sjov – ikke kun om resultatet.
    Det vigtigste er, at de har spillet kamp, og at det var sjovt/en oplevelse, ikke om de vandt eller om de fik scoret. Ej heller om de fik scoret mange eller flest mål.

    Vi ved godt at det er sjovest at vinde, men det er ikke det, I som forældre, skal lægge vægt på.
  8. Sørg for rigtigt og fornuftigt udstyr – overdriv ikke.
    Benskinner og fodboldstøvler er et krav til både træning og kamp. Til kamp vil klubben sørge for trøje, bukser og strømper. Disse afleveres igen til holdlederen efter kamp.
  9. Bak op om holdets aktiviteter
    Betal til holdkassen. Deltag i arrangementer. Tag endelig gerne selv initiativ til nogle arrangementer. Vis i det hele taget interesse for spillerne og holdet.
  10. Vi opfører os pænt
    Når drengene kommer til træning hilser de pænt på trænerne og de andre spillere.

    Vi (både trænerne, spillerne og forældrene) taler og opfører os pænt. Ingen bandeord, nedladende kommentarer, bagtaleri eller mobning er accepteret.
    Vi taler altid dansk til hinanden, så alle forstår alt, hvad der bliver sagt.
    Vi taler altid pænt til og om de andre hold og spillere.
    Vi udviser altid fair play. Det vil bl.a. sige, at vores spillere hjælper holdkammerater og modstandere op, hvis de er faldet og har slået sig. Vi siger også altid undskyld.

Link til DBU's_10_BUD_for_forældre (Radiospots)

 

 

Luk